Har du levet under en sten den seneste tid, har du muligvis misset, at en ny persondataforordning træder i kraft den 25. maj. Den såkaldte GDPR, som persondataforordningen forkortes, kan for nogle virksomheder betyde store ændringer, hvor den for andre ikke vil betyde helt den samme omvæltning.

Under alle omstændigheder er det et must for alle virksomheder, der ligger inde med personoplysninger, at kende til den nye persondataforordning – og selvfølgelig overholde den.

Med GDPR har man fra EU’s side besluttet, at privatpersoner skal have større kontrol over deres egne data, og indbygget i GDPR ligger også konsekvenser, der kan gøre ondt på alle virksomheder. Vigtigheden af den nye persondataforordning er altså svær at underdrive.

Bliv klogere den 7. maj

Det er selvfølgelig altid tilrådeligt at læse op på denne type nye tiltag fra EU’s side, som man skal indordne sig efter, men hvis man gerne vil have rigtige mennesker til at forklare, hvad det hele går ud på, har man chancen den 7. maj.

Her vil vores egen Kim Bonde gøre dig klogere på, hvordan den nye persondataforordning kan berøre din virksomhed i et seminar om persondataforordningen. Det er nemlig flere virksomheder, der bliver påvirket af den nye forordning, end mange tror.

Kim vil også fortælle om, hvordan man helt praktisk kan håndtere de krav, der kommer fra GDPR og give gode tips til anvendelige IT-løsninger, man kan forstå og bruge.

Ud over vores eget indlæg kan man også høre fra Malene Koustrup Dich, som er Data Protection Officer hos Kamstrup A/S og Jeanne Crump fra HR Solutions A/S.

HR Solutions lægger lokaler til

Det hele løber af stablen den 7. maj, og programmet starter klokken 8.30. Vi skal være hos HR Solutions A/S, som bor i Hadsten, og arrangementet er sat sammen af Favrskov Erhvervsråd.

Du kan læse mere om dagen, programmet og mere på erhvervsrådets hjemmeside – det er også her, du kan tilmelde dig seminaret.

Det koster 750 kroner for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd og 1.000 kroner for ikke-medlemmer, og man kan tage 2 deltagere med for det deltagergebyr. Deltagende virksomheder får også tilbudt en times individuel sparring om GDPR.