Så kom dagen, hvor vores transformation har nået sin konklusion. I dag er vi RIT, og vi bor nu i Lystrup i det spændende Officelab. Vi sidder her faktisk allerede, fordi flytningen skete hen over weekenden.

I morges klokken 7.45 sad vi klar på vores nye pladser i vores nye lokaler, og siden da har vi arbejdet med at servicere vores kunder. I øvrigt har du nok lagt mærke til, at vores hjemmeside ser anderledes ud – den er nemlig også blevet lavet om i forbindelse med vores overgang til nye lokaler, nyt logo og nyt navn. Den håber vi, at I vil kunne lide.

Vi har jo talt om en transformation, men lad mig bruge lejligheden til at slå fast, at vi i bund og grund er de samme, som vi altid har været.

Vi er IT-eksperter, der altid stræber efter at levere den bedste service og de bedste resultater for vores kunder. Mange af vores kunder har været hos os i over et årti, og det tolker vi på den måde, at vores kunder er glade for os – ligesom vi er for dem.

RIT er blevet til for at markere en ny fase i virksomhedens udvikling, men vi har stadig fødderne plantet i det solide fundament, som virksomheden blev bygget på.

Derfor kan I også forvente, at vi bliver ved med at levere det samme gode resultat, når I har brug for vores hjælp, som vi altid har leveret.

Sådan finder du det nye RIT

Som sagt er vi flyttet til Officelab i Lystrup, og fordi området er så nyt, kan det godt være en udfordring at finde os. Derfor har vi lavet lidt hjælp til at finde os, hvis du har lyst til at komme og hilse.

Vores adresse er Lyshøjen 8A, 1. TH, 8520 Lystrup, og du kan let finde det på eksempelvis Google Maps lige her. Bygningen ved siden af er stadig under opførelse, men det skulle være til at finde et sted at parkere.

Vi bor i bygning K5, men inden man når helt ind til os, skal man lige forbi bygningerne K1, K2 og K3, som ligger på Skæringvej. Kommer man fra Bremåvej, skal man blot fortsætte forbi skiltene, der peger ind til K1-K3, så vil man køre på Lyshøjen forbi K4, inden man kommer til vores bygning.

Kig eventuelt på illustrationen øverst – vi bor ved den røde prik.